Ann Sofie og Glen på stranden ved Havnsø - 1998  Udsigt over La Ciotat bugten lige før man køre ind i La Madrague - 2001

Hej, du har fundet vej til min side, her kan du læse om min interesse for bl.a. cykelløb, hunde, biler, vine, ferier og rejser.


Jeg er født i 1955, på Rigshospitalet i København. Mine første leveår tilbragte jeg i København, sammen med mine forældre. I starten boede vi i Fredericiagade og Sværtegade, siden flyttede vi til Islands Brygge. Sommeren '61 flyttede vi igen, denne gang til et ½ dobbelthus ved Ishøj Strand. Min far Poul, den yngste af en søskendeflok på fire, arbejdede i Post & Telegrafvæsenet (P&T) som elektronikmekaniker. Min mor Anne, også yngste ud af en søskendeflok på fire, var for det meste hjemmegående. Hun arbejde dog i en periode om natten som montrice. Mens jeg gik i skole arbejde hun i perioder om formiddagen eller meget tidligt om morgenen.

Da jeg som barn flyttede til Ishøj Strand var det en meget anderledes kommune, end nutidens Ishøj med betonbyggeri. Dengang var udsigten fra vores baghave hen over Gammel Køge Landevej, marker med fritgående Jersey- og sort-brogede køer, så langt øjet rakte. I '61 begyndte jeg i skolen, den gang var der kun en skole i kommunen og det var "Ishøj Central Skole" som den så flot hed dengang. I '71 startede jeg, som ekstrabud, i "Omkarterings-postkontoret" (forgængeren for Postterminalen). Efter realeksamen i '72 startede jeg på "Avedøre Gymnasium" i '73. Jeg stoppede dog i '74 og begyndte i stedet på en uddannelse som kontorassistent i P&T.

I 1974 fyttede jeg til en lejlighed i bebyggelsen "Ishøj Centrum", her boede jeg indtil jeg skulle ind til militæret i april '76. Jeg tilbragte min tid i militæret på Almegård kasserne ved Bornholms Værn. Mens jeg var på Bornholm havde jeg en lille 2-værelses lejlighed i Baggesensgade 28B, på Nørrebro. Efter militæret flyttede jeg sammen med Anette til Magnoliavej i Glostrup. I '79 købte jeg en lejlighed i "Gilbroterrasserne" i Ishøj, og flyttede ind sammen med Kate, som jeg havde truffet på "Købmagergade".

Jeg startede i P&T som »afløser« det vil sige, at jeg i løbet af 3-4 år var rundt på 50-60 postkontorer i Storkøbenhavn. På et tidspunkt havnede jeg så igen på Købmagergades Postkontor, her blev jeg indtil udgangen af '82. Den 2. januar '83 startede jeg på en EDB-uddannelse hos P&T, efter grunduddannelsen, hvor vi lærte om Cobol, Basic, bits og bytes, kom jeg til Postgirokontoret. Her skulle jeg indgå i et team på 8 mand, som arbejdede med Assembler programmering, til de daværende OCR-maskiner (OCR står for: Optical Charater Recognition). I maj '83 blev jeg sendt på kursus hos Recognition i Stockholm, sammen med min daværende kollega Briand.

I '87 skulle der udskiftes nogle arbejdspladser, som blev brugt til tastning af de blanketter der ikke kunne læses på OCR-maskinerne. Det gav anledning til endnu en tur til Stockholm sammen med to andre af mine kollegaer Carsten og Thomas. Carsten og jeg arbejder stadig sammen, og du kan aflægge ham et besøg, på hans hjemmeside ved at vælge fra Diverse Links. Når jeg får tid til det, kommer der nogle billeder fra vores tur til Stockholm i juni '87.

I '90 flyttede Postgiro fra Bernstorffsgade til nye lokaler i Høje Taastrup, dette var helt fint for mig, da Kate og jeg i mellemtiden var flyttet til Hedehusene. Siden hen blev Postgiro omdannet til Girobank A/S og privatiseret. I midten af 90'erne besluttede man, at udskifte de gamle OCR-maskiner med et nyt system. Den største ændring i datafangsten, ville blive, at man skulle gå over til en elektronisk billedbehandling. I starten af '96 kom jeg med i Image-projektet og det indbar en tur til Californien, hvor vi skulle over til leverandøren TRW.

Min fritid bruger jeg på følgende aktiviteter: Jeg hjælper min yngste datter Julie, med hendes heste Rasas & Rokas, hjælper begge mine to døtre med deres aviser og reklamer på onsdage og i week-enderne, lytter til musik, smager gerne på gode vine. Som dreng kørte jeg cykelløb i Brøndby Cykel Club. Nå jeg får indscannet nogle af de gamle billeder fra den tid, skal jeg nok sørge for at de kommer med i et galleri. Desunden bruger jeg en del tid på vores tre hunde, en korthåret hønsehund og to langhårede gravhunde. Dem kan du læse mere om ved at vælge fra menuen til venstre.

Du kan også lægge vejen forbi min fætter og besøge ham på Diligencen.



Last update on this site - 03.02.2003